Mundaflæsning er en del af visuel kommunikation – herunder tegnsprog. I mit daglige virke som tegnsprogstolk, arbejder jeg typisk med tolkning fra talt dansk til dansk tegnsprog og omvendt. Tegnsprog udtrykkes ved hjælp af hænderne, ved kroppens og hovedets bevægelser og ved muskulaturen i ansigtet, herunder bl.a. blikkets og mundens bevægelser.
Mundbevægelser er en del af tegnsprog. Ikke alle, men langt de fleste tegn ledsages af en mundbevægelse. Munden kan altså være med til at afgøre tegnets betydning. F.eks. udføres det danske tegn for ordene Viborg og vodka på samme måde. Dvs. man på munden viser mundbevægelsen for enten Viborg eller vodka samtidigt med at tegnet udføres. Der kan sagtens findes flere ord med samme tegnudførelse, hvor munden suverænt afgører betydningen. Har man styr på tegn for fodboldklubber i udlandet, kan den engelske fodboldklub Everton for eksempel komme med i puljen. Tegnet udføres på samme måde som Viborg og vodka.
Interessen for mundaflæsning er kommet i løbet af årene som tegnsprogstolk, hvor jeg fik opgaver om at forsøge at mundaflæse folk, som ikke kunne tale længere, og som heller ikke kunne tegnsprog. Dvs. noget som egentlig ikke har haft noget med tolkning at gøre. Med tiden er der dukket flere sjove opgaver op, som jeg har medvirket i.
Medvirken i medier
Jeg har tidligere medvirket i P4 Østjylland i deres morgenradio, hvor vi blandt andet drøftede, hvorfor fodboldspillere ofte holder sig for munden, når de taler med hinanden på banen. Desuden skulle jeg udsættes for en test direkte i radioen. Det kom der en kort udsendelse ud af. Jeg har valgt at transskribere det for dem, som ikke kan høre klippet. Klik her for at læse transskriptionen eller klik her for at lytte til det. I samme ombæring kom denne artikel på DRs website.
DR har også ved en VM-slutrunde i fodbold lavet et kort interview. Læs det her.
Ydermere har jeg medvirket i et indslag på Canal 9 i en fodboldudsendelse, hvor jeg skulle analysere, hvad der blev sagt i en bestemt situation i en superligakamp. Se klippet her (med undertekster).
Da jeg selv interesserer mig for fodbold, synes jeg, det er en fedt at få lov til at kombinere det med en del af det arbejde, jeg udfører dagligt.
Sidder du og har brug for hjælp til mundaflæsning, så tag kontakt. Find mine kontaktoplysninger her.